Skrevet den 25. Jun 2017

Frygtens skræmmende pris

Af medlem af Verdens Rigeste Landmænd professor emeritus Jens Carl Streibig, Institut for Plante-og Miljøvidenskab, Københavns Universitet.

Jens Carl Streibig, københavns Universitet
Jens Carl Streibig, professor emeritus, Københavns Universitet, under sit oplæg på debatmøde om pesticider i grundvandet.

En af de mest naturødelæggende aktiviteter er landbruget, som pløjer og harver, sår enorme arealer til med samme afgrøde, og udrydder dyre- og plantearter.
I mange år så vi på landbruget med milde øjne godt hjulpet af Morten Korch. Dansk Landbrug var et brand med Lurpak smør og det danske bacon. Men uanset branding og ukritisk brug af ordet bæredygtig er og bliver landbruget naturødelæggende. Og det er lige meget, om det er konventionelt eller økologisk landbrug. Naturen bliver formet efter vores hoved.

Nu er der hadeprojekter mod landbruget, og her vil jeg kun beskæftige mig med ét: pesticider i grund-og drikkevand.

Pesticider kaldes ofte sprøjtegifte, som taget bogstaveligt må være gifte mod sprøjter, ligesom rottegifte betyder gifte mod rotter. Pestcider De benyttes dog til at bekæmpe ukrudt, plantesygdomme og skadelige insekter i afgrøder.

En af grundene til, at pesticiderne har et dårligt ry, skal findes i den måde, oplysninger vinkles i pressen. Antibiotika derimod har ikke det samme dårlige rygte, selvom de produceres af de samme firmaer og bruges til at slå bakterier ihjel. Antibiotika gør meget godt for folk og fæ, og det gør pesticiderne også. Men til forskel fra pesticiderne bliver antibiotika ikke sprøjtet ud i miljøet i samme udstrækning. Derfor er der absolut en forståelig interesse for pesticidforbruget.

Hvordan bliver viden om pesticider så spredt til befolkningen? Fornylig udtalte retoriker Karen Bendix Terp, at det er meget vanskeligt at forsøge at ændre befolkningens opfattelse af pesticider og den måde, vi taler om dem. Når et ord først har sat sig godt og grundigt fast med en negativ klang, er det ikke let at trænge igennem med et nyt.

En del journalister omtaler pesticider som livstruende og sundhedsskadelige uden forbehold. Uanset hvad der bliver sagt om pesticider, så er der altid villige, der ser en interesse i at male fanden på væggen.

Danmark er et af de største landbrugslande i EU i forhold til vores størrelse. Vores landbrugsproduktion er høj takket være gode unge jorde og masser af regn og sidst men ikke mindst dygtige og driftige veludannede landmænd. De benytter sig af moderne teknologi, herunder brug af pesticider, som er blevet godkendt til brug i landbruget af den Danske Miljøstyrelse.

Uanset hvad man hører i pressen, er de godkendte pesticider lige så godt undersøgt som medicin. Det er klart, at brugen af pesticider efterlader rester alle steder. Her i landet fokuseres der især på grund- og drikkevand. EU drikkevandsdirektiv kræver, at der ikke må være mere end 0.1 µg af et pesticid i drikkevandet. Den værdi er valgt, fordi man for ca. 37 år siden netop kunne måle en koncentration af et pesticid i vand i den størrelsesorden. Nu kan man måle 10 gange mindre.

Filosofien er den, at vi ikke vil have pesticider i vores drikkevand. En særdeles sund tankegang. Der er her tale om, at man i gennemsnit ikke må overskride denne værdi. Det vil sige, at en enkelt punktmåling over grænseværdien ikke behøver være katastrofalt. Men mange i befolkningen har fået det indtryk – på grund af frygtens riddere.

Normal bør man beregne et gennemsnit ud fra alle foretagne målinger. Det vil sige, at man også skal medtage de prøver, der indeholder pesticidrester, der ligger under detektionsgrænsen på 0.01 µg i en liter grundvand eller drikkevand. Det er prøver, hvor der kan være pesticider, men vi ved ikke hvor meget. Kun at koncentrationen er under detektionsgrænsen.

Men sådan gør man ikke i Danmark, når resultaterne publiceres og kommunikeres til pressen. Man publicerer, hvor mange prøver der har pesticider over detektionsgrænsen samt gennemsnittet af disse målinger uden smålig skelen til alle de prøver, hvor man ikke kunne måle noget.

I mange af de prøver, hvor pesticidindholdet ligger over detektionsgrænsen, skyldes det gamle og nu forbudte pesticider, der ikke blev brugt i landbruget. Men hvem får skylden? Svaret blæser i vinden, men fund og koncentrationer af pesticidrester i grundvand og drikkevand med de fejlagtige statistiske metoder giver skarpe vinklinger i medierne.

Ved at benytte retvisende statistiske metoder har vi påvist, at for to af de mest udskældte stoffer – glyphosat og bentazon – er koncentrationerne 10.000-100.000 gange mindre i grundvand end dem, der kommer i pressen. Vi siger ikke, der ikke er pesticider i grundvandet. Men med de rigtige statistiske metoder er der langt mindre end det,befolkningen får at vide i medierne. Det er en rigtig velbevaret hemmelighed i alle medier undtagen landbrugspressen.

Frygten for pesticider i drikkevandet kanaliserer ressourcer væk fra måske større grundvands- og drikkevandsproblemer. Prisen, der betales, er ængstelige forbrugere, som køber flaskevand, hvor det ikke er EU’s drikkevandsdirektiv, der gælder, men derimod toksikologiske græseværdier, fordi nu er vi ovre i fødevarebranchen. De toksikologiske grænseværdier for fødevarer kan være højere. For glyphosat er det internationale gennemsnitlige daglige indtag større end 20.000 µg pr dag for en person på 75 kg, uanset hvor pesticidet kommer fra.

Man kan aldrig ende op med 0 µg per liter vand. Menneskelig aktivitet – det være sig landbrug eller andet – efterlader altid spor. WHO’s grænseværdi for glyphosat i vand er 700 µg per liter vand, som er den internationalt anerkendte toksikologiske grænseværdi for glyphosat. Men det har intet at gøre med EU’s drikkevandsdirektiv på 0.1 µg per liter vand, som signalerer, vi ikke vil have pesticider i drikkevand uanset deres giftighed.

Læs mere om Verdens Rigeste Landmænd eller læs om flere af vores medlemmer

Eller endnu bedre: Bliv medlem af Verdens Rigeste Landmænd og støt vores arbejde med at genrejse danskernes stolthed ved danske fødevarer.

Følg os!